Ny PR krystalkutling

De seneste 2 aftener/nætter har jeg haft et fantastisk fiskeri. I får hér en lille beretning om den første nats fiskeri, og anden nats fiskeri kommer der en særskilt beretning om senere i dag.

–Da vejret langt om længe så ud til at være perfekt, valgte jeg at tage til en østjysk havn. Målet var at fange en ny fiskeart, hvilket mildest talt så småt er begyndt at blive udfordrende. Desværre endte fiskeriet den første nat ikke som ventet. Fiskearten, jeg havde håbet på, var nemlig ikke at se nogle steder i havnen i løbet af natten. Alt imens jeg kiggede efter den for mig nye fiskeart, dukkede der i løbet af natten en temmelig stor krystalkutling op i overfladen af havnebassinet. Og med samme tilgang som sidst, fik jeg hurtigt fanget en reje med friske æg og med besvær agnet et rejeæg på min mindste tanagokrog. Efter omtrent 15 min. fiskeri til krystalkutlingen, lykkedes det mig at få den til at hugge, og et forsigtigt løft med stangen blev gjort for at sætte krogen, desværre sprællede den af krogen lige inden jeg fik den op i hånden, med det resultat at den lå og sprællede på træbroen og var faretruende tæt at smutte ned mellem plankerne. I sidste øjeblik fik jeg fat på krystalkutlingen og op i min fotoboks, som jeg denne gang havde husket at medbringe. Med fisken sikkert oppe i fotoboksen, blev den næste halve time lavet om til en besværlig fotosession, for at få nogle gode billeder denne flotte krystalkutling.


Krystalkutlingen målte 4,2 cm. og den er dermed næsten en hel cm længere end den første krystalkutling jeg fangede for en måneds tid siden. Fisken er både ny personlig rekord og potentiel dansk rekord.


Jeg håber, at billederne kan være med til, at vi alle kan blive lidt klogere på denne mærkværdige fiskeart.

Krystalkutling - Artsfiskeri - Artsfiskeri.dk - Mark Hemmingsen
Krystalkutling - Artsfiskeri - Artsfiskeri.dk - Mark Hemmingsen
Krystalkutling - Artsfiskeri - Artsfiskeri.dk - Mark Hemmingsen

Jul 01, 2022 | Fangstrapporter