Kend forskel

-på hhv. kildeørred, fjeldørred og brødding.

Det er ikke nemt for lægmand at kende forskel på de mere eller mindre almindelig arter der udsættes i de danske put and take søer.

Da jeg er artsfisker med stort A, har jeg derfor sat mig for at fange og dokumentere arternes kendetegn med foto og tekst, således at denne side kan anvendes som vejledning til at kende forskel på fiskene.

Denne vejledning kommer til at omhandle fiskearterne:

-Kildeørred

-Fjeldørred(også kaldet rødding)

samt hybriden:

-Brødding

Generel viden om kildeørred, fjeldørred og brødding

Kildeørred er en fiskeart med det latinske navn Salvelinus fontinalis, og har sit naturlige udbredelsesområde i det nordøstlige amerika. Fiskearten er siden hen blev anvendt i dambrug.

Fjeldørred er en fiskeart med det latinske navn Salvelinus alpinus, og har sit naturlige udbredelsesområde i de kolde områder af den nordlige halvkugle. Fiskearten anvendes i dambrug. Fjeldørred kendes også under navnet Rødding.

Brødding er ikke en særskilt fiskeart, men en såkaldt hybrid, som skabes ved en kildeørred krydses med en fjeldørred, og omvendt. Brødding kendes fra naturen, men er hovedsageligt udbredt i dambrug, da hybriden bl.a. ikke stiller så store krav til vandkvalitet, som hhv. kildeørred og fjeldørred.

Kildeørred:

Kildeørredens kendetegn

Der er grundlæggende 3 vigtige kendetegn, som alle skal være tilstede før der er tale om en kildeørred:

-kraftig marmorering på ryggen.

-tydelige blå ringe om de røde pletter på kroppen.

-en tydelig sort stribe på bug- og gatfinnerne.

Fjeldørred:

Fjeldørredens kendetegn

Der er grundlæggende 3 vigtige kendetegn, som alle skal være tilstede før der er tale om en fjeldørred:

-en hel ren og ensfarvet ryg uden marmorering.

-ingen blå ringe om de lyserøde pletter på kroppen.

-ingen sort stribe på bug- og gatfinnerne.

Brødding:

Brøddingens kendetegn

Der er grundlæggende 3 vigtige kendetegn, som alle skal være tilstede før der er tale om en brødding:

-svag marmorering på ryggen.

-ingen eller svage blå ringe om de lyserøde pletter på kroppen.

-sort stribe på bug- og/el. gatfinnerne.

OBS.

-Da brødding er ikke en særskilt fiskeart, men en såkaldt hybrid, som skabes ved en kildeørred krydses med en fjeldørred, og omvendt, vil brøddingen have kendetegn fra begge forældrefisk.

-Da både kildeørred og fjeldørred, specielt hannerne, ofte kan være kraftigt røde på bugen, er en del brødding ofte også med rød bug. Den røde bug er dog ikke et kendetegn som udelukkende kan anvendes til at skelne hhv. kildeørred, fjeldørred og brødding fra hinanden.

Nærbilleder af kildeørredens kendetegn:

Bemærk kildeørredens 3 vigtige kendetegn: kraftig marmorering på ryggen, tydelige blå ringe om de røde pletter på kroppen, samt en tydelig sort stribe på bug- og gatfinnerne.


Nærbilleder af fjeldørredens kendetegn:

Bemærk at fjeldørreden ingen sort stribe har på bug- og gatfinnerne.


Bemærk fjeldørredens hel rene og ensfarvede ryg.


Nærbilleder af brøddingens kendetegn:

Bemærk brøddingens 3 vigtige kendetegn: svag marmorering på ryggen, ingen eller svage blå ringe om de lyserøde pletter på kroppen, samt sort stribe på bugfinnerne og/el. gatfinnen.


På fotoet ses hér brøddingens svage marmorering på ryggen, hvilket ofte kræver man kigger grundigt.


Mere viden om kildeørred, fjeldørred og brødding...

Ønsker du mere viden om arterne, kan finde yderligere information i "Atlas over danske ferskvandsfisk" af Henrik Carl og Peter Rask Møller, eller via følgende beskrivelser fra Miljøministeret som er udarbejdet af Statens Naturhistoriske Museum:

https://mst.dk/media/150380/kildeoerred.pdf

https://mst.dk/media/232339/fjeldoerred.pdf

https://mst.dk/media/196670/broedding_endelig.pdf