Tungefiskeri
Tungen er en spøjs fladfisk, som jeg ynder at fiske målrettet efter. I år har jeg ikke haft ret mange fisketure målrettet tunger, men alligevel har jeg formået fange en håndfuld gode tunger i min søgen på andre nye arter langs de jyske kyster i nætternes mulm og mørke.
-Af denne grund valgte jeg at tage på årets første rigtige dedikerede fisketur efter tunger forleden aften/nat.
Nattens fiskeri gik ganske fint, da jeg efter en halvtimes fiskeri fanger en rigtig fin tunge på 30 cm. Tungen gav som sædvanligt en rigtig sjov fight på min lille isfiskestang, hvor jeg anvendte en str. 6 krog agnet med en frysetørret børsteorm.
Desværre bliver det ikke til flere ordentlige tunger denne nat, men jeg spotter en lang række mindre tunger. Derudover gav nattens fiskeri også et hav af bifangster i form af pæne skrubber og rødspætter op til 35 cm.
Jeg kunne godt lade min ”fangstrapport” stå ved disse ord, men jeg tænker jeg lige vil sætte lidt flere ord på, hvordan jeg griber fiskeriet efter tunger an…
Fiskeriet foregår som vadefiskeri med mit tungevindue(vandkikkert) og en pandelampe.
Når jeg fisker tunger, går jeg forsigtigt rundt i vadedybde og leder efter de tunger som ligger synligt oven på havbunden eller tegn på tunger der har ligget i sandet/leret. Når jeg spotter en tunge i pandelampens skær, vender jeg hurtigt mit lys væk fra fisken, da den ellers med sikkerhed bliver skræmt, for derefter at svømme hurtigt væk eller grave sig ned. Vælger fisken at grave sig ned, er det afsindigt svært at spotte fisken igen. Af disse grunde, skal lyskilden fjernes fra fisken, når man skal finde sit fiskegrej frem. Desuden skal man kun lyse perifert til fisken, dvs. kun lige akkurat lyse, således at man kan se, hvor man skal placere agnen. Når alt udstyr er klartgjort, fiskes agnen forsigtigt foran tungens mund. Resultatet er ofte at de største tunger hurtigt svømmer frem og smager på agnen, eller resolut inhalerer agnen. Smager tungen på agnen sker det ved at den svømmer lidt frem og lægger det yderste af sit hoved oven på agnen, da de har en masse små tråde/receptorer, som fungerer som et sanseorgan. Hvis tungen fatter uråd eller blot ikke finder smagen/lugten af agnen interessant, svømmer den ofte lidt til siden. Er den der imod interesseret i agnen efter at have smagt på den, svømmer tungen ofte et par cm baglæns, for så at inhalere agnen ind gennem dens sjovt udformede mund. Dette kan godt tage lidt tid for nogle af tungerne, grundet mundens udformning.
Fiskeriet efter tunger er både udfordrende, spændende og sjovt, for man ved aldrig helt hvordan tungerne reagerer på ens lyskilde og agn. Ofte vil man opleve at tunger udviser ingen eller begrænset interesse, og det kan derfor godt kræve lidt tålmodighed. En ting, som jeg dog kan sige med sikkerhed er, at jo større tungerne bliver, jo mere hugvillige og resolutte synes de ofte at være, specielt når en frisk børsteorm eller sandorm serveres foran dem.
Udstyret jeg anvender er faktisk ret simpelt. Jeg anvender helst en kort stang, f.eks. en isfiskestang el. lign. På mit hjul er der flettet hovedline og i enden en lille svirvel. Efter svirvlen har jeg en quick change svirvel påmonteret et kort flourcarbon forfang, et par splitshot og en lille aberdeen worm krog i str. 6.
Hvad angår agn, fisker jeg på nuværende tidspunkt kun med børsteorm eller sandorm som agn. –Jeg har også forsøgt mig med rejer, gulp, m.fl., men disse agntyper har tungerne aldrig været villige til at indtage. Jeg foretrækker frem for alt helt friske børsteorm eller sandorm, som agn til tunger, og kan disse ikke skaffes, kan frysetørret børsteorm også virke.
Fiskeri efter tunger er på baggrund af mine egne erfaringer, bedst i perioden fra midt april til midt oktober. Dog er sommerfiskeriet helt specielt, med korte nætter og relativt varmt vand, hvilket gør fiskeriet til en fornøjelse.
Jul 12, 2022 | Fangstrapporter